12 timers hyldest til højskolesangbogen

Lørdag sender DR live fra Højskolesangbogen 12 timer i træk, hvor masser af fællessange fra »den blå« foldes ud. Af Flemming Saugmann. red@l …


Lørdag sender DR live fra Højskolesangbogen 12 timer i træk, hvor masser af fællessange fra »den blå« foldes ud.

Af Flemming Saugmann.

red@lokalavisen-va.dk.

 

Vores danske tradition for fællessang og særligt højskolesangbogen bliver hyldet lørdag 17. marts, når DR K og P2 sender 12 timers live-fællessang fra både Jylland, Fyn og Sjælland. Alle kan være med hjemme i stuerne eller møde op på Vartov, hvor det fra klokken 22.00 og frem til midnat er Michael Bojesen, der fører fællessangen sikkert videre bag flyglet her i et af Grundtvigs hovedsæder i hovedstaden.

 

Sange til alle øjeblikke

»Den danske sangskat rummer sange og salmer til alle øjeblikke af vores liv. De hjælper os til at sætte ord på det ubegribelige og kan få os til at føle os små og ubetydelige i forhold til noget, der er meget større end os selv: et fællesskab med en mangfoldighed og tyngde, der trækker rødder langt tilbage i tiden og giver os en følelse af at høre til. Og det er jo dybest set det, som vi mennesker gerne vil – være en del af et fællesskab og mærke, at her hører vi hjemme,« siger Phillip Faber, der er chefdirigent for DR PigeKoret.

Alle sangene vil være tekstet på tv og på Vartov vil Folkehøjskolernes Forening udlåne den blå højskolesangbog til alle de fremmødte, der vil bidrage til Danmarks hidtil største fællessang af højskolesangbogen.

 

Varmer op fra morgenstunden

Radioens P2 varmer op allerede fra morgenstunden, hvor lytterne kan ønske højskolesange i ’P2 Morgenmusik’, inden der i tidsrummet klokken 10-18 sendes ’Live fra højskolesangbogen’ fra Ryslinge Højskole.

Højskolesangbogen er fra 1894 og en af Danmarks bedst sælgende bøger. Siden første udgave har den solgt tæt på 3 millioner eksemplarer

Kommentarer

1