En københavner med K, Ø, V og N

Forfatteren Peter Dürrfeld ved ikke blot meget om Mozart og om skak. Han kender også København ud og ind og tager os i en ny bog med på hygg …


Forfatteren Peter Dürrfeld ved ikke blot meget om Mozart og om skak. Han kender også København ud og ind og tager os i en ny bog med på hyggelige lystvandringer gennem store dele af byen. Gensyn med bl. a. Gunnar »Nu«, Poul Reumert m. fl.

 

Af Finn Edvard

finn.edvard@gmail.com

 

Jeg er er københavner med stort K.

Således indleder forfatteren, musikanmelderen og historielæreren Peter Dürrfeld sin nye bog, »København med V og N og Ø og K«.

En fin, lille publikation, der tager læserne med rundt i hovedstaden og dens kringelkroge.

»En lystvandring gennem syv årtier« er undertitlen, og det betyder også, at vi f. eks. også er med til 6-dages løb, dengang man kom til den slags cykelløb i Forums tobakståger og øldunster, evt. transporteret i en af byens mange sporvogne.

 

Poul Reumert

Og bogen indeholder kapitler, der vil interessere alle københavnere med eller uden K.

Peter fortæller om Ørstedsparken, om Kongens Nytorv, herunder særligt skuespilleren Poul Reumert, der optrådte som om han ejede teatret. For hvem præcision var en æressag – en forsinkelse var utænkelig.

Anekdoterne står i kø om dette, mildt sagt arrogante menneske, og det er morsomt at læse historien om, hvordan han reagerede, da en ung Poul Richardt kom for sent til en filmoptagelse.

 

Gunnar »Nu«

Et kapitel om 2100 Østerbro fortæller om den legendariske reporter Gunnar »Nu« Hansen, der boede på Østerbrogade og som har fået både skulptur og en hel plads opkaldt efter sig.

Også den daværende statsminister H. C. Hansen havde bopæl på Østerbrogade, minder bogen os om.

 

Stævnets orkester

Forfatteren husker også »Stævnets orkester«, der i fordums dage og under direktion af Erik Åkerwallunderholdt inden store fodboldkampe i Københavns Idrætspark, i dag »Parken«.

Dengang var en af de store fodboldhelte AB’eren Knud Lundberg, der var Peter Dürrfelds store idol.

Dürrfeld var så heldig ved flere lejligheder at støde på idolet i Nørre Farimagsgade, hvor sportsjournalisten Lundberg havde sit arbejde på dagbladet »Socialdemokraten« – senere »Aktuelt«. Herfra kom mange dygtige journalister.

Selv spillede Dürrfeld i HB – en lille Fælledklub, der eksisterer den dag i dag i bedste velgående.

Dürrfeld skriver, at det var et tilfælde, at han valgte handelstandens Boldklub. Måske det var efter inspiration af Gunnar »Nu«, der selv havde spillet i denne klub?

 

Frederiksberg Allé

Bogen tager og med på tur til Frederiksberg Allé og fortæller om søndage på Amager.

I kapitlet »Mit Vesterbro« får vi historien om de berømte rockkoncerter i Enghaveparken, hvor bl. a. »Four Jacks« trådte deres barnesko.

Idémændene bag kvartetten var sangerne Otto Brandenburg og Poul Rudi.

Den første blev som bekendt en stor stjerne i Danmark, mens Poul Rudi gjorde karriere i USA.

 

Grønkål på Vesterbro

På Vesterbro var tillige et af byens populære folkekøkkener, der på en enkelt dag tilberedte 5.000 portioner grønkål med flæsk.

Det var også på Vesterbro, at Peter Dürrfeld fandt sin livslange interesse for skak i Vesterbro Arbejder Skak Forening.

Dürrfeld har senere været skakmedarbejder ved flere dagblade og er i øvrigt nuværende musikanmelder ved Kristeligt Dagblad.

 

Linje 8

Bogen indeholder også ture på Nørrebro og mange andre steder og afslører, hvorfor sporvognslinje 8 var den populæreste sporvognsrute af alle.

Bogen er et hyggeligt tilbageblik gennem de seneste årtier, men tillige særdeles glimrende som guide til spadsereture gennem vor hovedstad.

Kommentarer

1