Fotograf fortæller din historie på Vesterbro

Roberts Osis, manden bag fotobogen ‘Vesterbros Gader’, er allerede kendt af mange på sociale medier, hvor han har postet finurlige og fantas …


Roberts Osis, manden bag fotobogen ‘Vesterbros Gader’, er allerede kendt af mange på sociale medier, hvor han har postet finurlige og fantasifulde billeder.

 

Af Christian M. Olsen

cmo@minby.dk.

Foto fra bogen: Roberts Osis.

 

“Jeg er det, man kalder en gadefotograf. Jeg elsker Vesterbro, og siden 2015 har jeg fotograferet broens gader, simpelthen fordi jeg ikke kan lade være.”

Sådan siger gadefotografen Roberts Osis om sin nye bog med billeder fra Vesterbro, der udkom tirsdag.

Roberts Osis fortæller, at han er fascineret af den mangfoldighed, der stadig findes på Vesterbro, hvor børnefamilier og narkomaner lever side om side uden særligt besvær.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at min søn skulle gå i vuggestue lige ved siden af en, der står og skyder heroin,« siger han og fortsætter: »Vesterbro er et sted, hvor jeg altid vil føle mig tryg. Ingen kommer efter dig, og ingen skal fortælle dig, hvad der er rigtigt eller forkert,« siger han i en pressemeddelelse.

Bogen er udgivet af Byens Forlag og kan købes på Byens Bogcafe i Istedgade 102 og i lokale butikker.

 

Kærlighed til Vesterbro

Kærligheden til Vesterbro og Vesterbros historier har længe været til offentligt skue på Osis’ instagram konto @vesterbros_gader, hvor mange dagligt liker, deler og kommenterer. Men Osis er ikke tilfreds med kun at eksistere virtuelt.

»Den digitale verden er blevet så kæmpe stor, og der bliver dagligt uploadet så sindssygt mange billeder på de sociale medier, som er helt fantastiske, men bliver glemt kort tid efter og aldrig set igen. Det er en skam, og derfor er det vigtigt for mig, at mine billeder også findes i den fysiske, mindre flygtige verden. Billederne bliver ikke overlappet af nye billeder, de bliver ikke slettet, og man skal ikke bruge et login for at se dem,« siger han.

Samarbejdet mellem Osis og Byens Forlag virkede nærmest til at være forudbestemt. Som fotografen siger: »Det var oplagt at bruge et forlag, som er så Vesterbro-agtigt som dette.«

 

VESTERBROS GADER

  • Bogen udkom på Byens Forlag 12. december. Pris 200,-
  • Bogen vil kunne købes i boghandlere, Byens Bogcafe (Istedgade 102) samt i butikker/kaffebarer m.fl. på Vesterbro.

Kommentarer

1