»Livet er godt nok, som det er«

Han var med til at grundlægge Bang & Jensen, men det er musikken og London, der har drevet Andreas S. Jensen , der netop har udgivet sol …


Han var med til at grundlægge Bang & Jensen, men det er musikken og London, der har drevet Andreas S. Jensen , der netop har udgivet soloalbummet ‘Disturbed’. Vi har mødt ham til en snak på hans gamle café.

 

Af Anja Berth.

abe@minby.dk.

Navnet lyver ikke. For præcis tyve år siden åbnede Morten Bang og Andreas Jensen café Bang & Jensen i Istedgade i det gamle apotek.

Gamle medicinkolber blev skiftet ud med drinks og øl, og den nye café blev hurtigt en succes. Her tyve år efter er den stadig mange vesterbroeres hænge-ud sted, og dengamle fiskermand for enden af væggen hænger der endnu.

Andreas Jensen kommer styrtende ind – han er lige landet fra London, hvor han har boet i tyve år, og har glædet sig til gensynet med caféen, hvor det hele startede.

»Det er fedt at se sit navn på væggen – det var jo os, der startede det, og det fornægter sig ikke,« siger han med henvisning til skiltet med Bang & Jensen.

Gamle by-ræve

»Morten og jeg kendte hinanden fra byen og var især vilde med Hackenbush (nuværende Von Fressen, red.)

Vi var ret gode til det der med at gå i byen, så vi fandt ud af, at så måtte vi da også kunne åbne en café,« griner Andreas Jensen, mens han ser sig omkring på sin gamle café, hvor alt er, som det var.

Han var kun med i cafeen et års tid, og efter han havde solgt sin andel til Morten Bang flyttede han til London for at koncentrere sig om musikken.

Han har ingen børn, men har haft den samme livskærlighed i mange år, roen er faldet over ham, og han trives i den britiske hovedstad.

Her er han med i adskillige bands, men har netop udgivet sit eget album, ‘Disturbed’, der er en blanding af songwriter, rock, indie, pop og country, ja sågar tysk cabaret. Musikken har altid været hans drivkraft. Som ung var han med i ‘Parkering Forbudt’ og en af reglerne var, at man ikke taler om sin alder.

Hatten på plads

Derfor bliver han næsten fornærmet, da jeg spørger direkte til fødselsåret. Han afslører dog, at han er over 50 – så må vi selv gætte resten. Han er forfængelig, sætter konstant hatten ordentligt på plads og rykker sig i stolen, så han sidder ordentligt. Men han bliver alvorlig, når samtalen falder på at gøre sig umage, men også at tro på, at det er godt nok.

Og troen på, at det nok skal lykkes kom, da han som ung og uden planer rykkede til London.

Perfektionist

»Jeg er perfektionist til fingerspidserne, og det var lidt en udfordring for mig at slippe pladen, for uanset hvor meget ekstra lyd man prøver at komme på, så er der et tidspunkt, hvor man må sige, at nu er det godt nok.

Det er lidt ligesom livet. Man kan altid drømme sig væk eller tænke, at man skulle være et andet sted. Men efterhånden har jeg lært at livet er godt nok, som det er.«

Kommentarer

1